Arrangementer, updates og uundværlige informationer
View this email in your browser
Nyhedsbrev 19. august 2015

VÆGGELUS

Bestyrelsen vil i denne udgave af nyhedsbrevet sætte speciel fokus på væggelus situationen. Nedenfor følger en række nyttige baggrundsinformationer for beboerne forud for søndagens informationsmøde.


Historik til dato

November 2013
 




Nov 2013 – feb 2015











Februar 2015
















Marts 2015













April – Maj 2015



Juni 2015



























Juli 2015






August 2015
  • Lejer i lejlighed D, 2. tv. meddeler ejer, som derefter meddeler daværende formand om fundet af væggelus
  • Der igangsættes på dette tidspunkt, så vidt vides af den nuværende bestyrelse, ikke nogen initiativer fra bestyrelsens side
  • I denne periode blev der, så vidt vides nu, gjort en række initiativer fra lejers side for at få væggelusene udryddet, bl.a. via sprøjtning med gift af eksternt firma såvel som selv, opvarmning af lejlighed til 60°C, brug af steamer, udsmidning af madrasser, senge, andre møbler m.m., men til trods for dette lykkedes det ikke permanent at udrydde væggelusene i lejligheden
  • Den nuværende bestyrelse har ikke kendskab til yderligere korrespondance om situationen mellem lejer/ejer af D, 2.tv. og de siddende bestyrelser i perioden
  • 13. februar: Ejer af lejlighed E, 2. th. (som også har 2 døre ud til opgang D og delvis støder op til ovenstående lejlighed) meddeler bestyrelsen per e-mail om fund af væggelus i denne lejlighed
  • Daværende formand kontakter et skadedyrsfirma (Dansk Skadedyrsservice) og bestiller dem til at sprøjte gift i denne lejlighed. Denne behandling har stået på frem til juni i år, hvor den blev afløst af den koordinerede indsats (se nedenfor)
  • Det besluttes, at bestyrelsen tager en monitorerende rolle gennem løbende kontakt til ejeren for at sikre gennemførelse af passende initiativer til bekæmpelse. Dette er sket ved løbende telefonisk kontakt. Bestyrelsen beder også ejer om at få en vurdering fra skadedyrsfirmaet om nødvendigheden af sprøjtning andre steder (bl.a. opgange), hvilket firmaet ikke finder nødvendigt
  • 6. marts: Ordinær generalforsamling, hvor den nuværende bestyrelse vælges
  • 23. marts: Første bestyrelsesmøde, hvor væggelus er på agendaen. Her besluttes det at udpege en ansvarlig person (”key account”) på sagen, som skal koordinere aktiviteterne fra bestyrelsens side
  • Bestyrelsen tog første gang (ud af en række gange) kontakt til Skadedyrskontoret under Københavns Kommune for at få råd og vejledning omkring situationen. Sundhedsstyrelsen og Embedslægen blev også kontaktet for yderligere råd og vejledning, men de henviste begge til Skadedyrskontoret. Her har vi bl.a. fået gode informationer af Miljøinspektør Kim Maimann
  • Der følges løbende op på status for behandling i E, 2.th. På trods af gentagne behandlinger består problemet. Ejer har den direkte kontakt til skadedyrsfirmaet
  • Ejerne af lejlighed D, 1.tv. og E, 1.th. meddeler inden for kort tid af hinanden om fund af væggelus i disse lejligheder
  • Det bliver også klart, at der stadig er væggelus i D, 2.tv., da der indimellem har været forekomst heraf siden september 2013
  • 24. juni: Bestyrelsesmøde. Bestyrelsens muligheder i forbindelse med bekæmpelse af væggelus diskuteres efter input fra administrator og andre eksterne parter. Det besluttes at handle ud fra den nye information og ændre fra monitorerende til koordinerende rolle. Vores mandat rækker til at opfordre beboere til at deltage i aktiviteterne på frivillig basis. Der informeres i opgangene med opslag og direkte kontakt til de 4 berørte lejligheder.
  • Den koordinerede indsats (fase 1):
    • Bestyrelsen koordinerede aktiviteterne mellem beboere, leverandør, administrator m.m.
    • Mortalin valgtes som leverandør efter anbefaling af Skadedyrskontoret
    • 2 behandlinger i hver af de 4 lejligheder med ca. 4 ugers mellemrum. Hver behandling foretages samtidig i alle lejligheder
    • Sprøjtning af fællesarealer (opgange), hvis det blev anbefalet, hvilket det ikke gjorde
    • Inspektion af 2 stuelejligheder for forekomst af væggelus
  • 1. juli: Mortalin behandler i de 4 berørte lejligheder. De 2 stuelejligheder mellem opgang D og E inspiceres, og der findes ingen tegn på væggelus
  • Tilbagemelding fra flere af de 4 berørte lejligheder om, at kvaliteten af Mortalins behandling ikke var acceptabel. 2 lejligheder meddeler direkte til Mortalin, at de ikke ønsker at modtage 2. behandling
  • 3. august: Bestyrelsesmøde og separat møde med de 4 berørte lejligheder mhp. at diskutere det fremadrettede forløb. Der var bred opbakning til en koordineret plan (ejer af D. 2.tv. betinget af lejers accept), såfremt der blev valgt et skadedyrsfirma, som alle kunne stå inde for. Det var den lave kvalitet af behandlingerne i fase 1 hos Mortalin, som havde fået nogle til at springe fra. Det blev foreslået at mødes med 2 potentielle leverandører mhp. at vælge et nyt firma. I dagene efter mødet blev de 4 lejligheder indbyrdes enige om i første omgang i stedet selv at prøve at stå for en koordineret behandling, da de havde adgang til både sprøjte og samme gift, som Mortalin benytter, og mente, at de kunne gøre det mindst ligeså godt som eksterne leverandører
  • 4. august: Mortalin behandler 2 lejligheder (D, 1.tv. og E, 1.th.). De øvrige 2 lejligheder sprøjter selv dagen efter
  • Den koordinerede indsats (fase 2): De 4 berørte lejligheder arbejder sammen om at løse problemet. De har selv indkøbt gift, som de sprøjter med selv, og behandlingerne bliver koordineret tidsmæssigt. Bestyrelsen holder tæt kontakt til lejlighederne og assisterer med koordination, hvis det efterspørges
  • 19. august: Status: Den seneste forekomst af væggelusbid, bestyrelsen kender til, er fra starten af august (2-3 uger siden). Man skal dog huske på, der skal gå flere måneder eller måske helt op imod et år uden forekomster, før man kan kalde en lejlighed væggelusfri pga. deres livscyklus (se længere nede)
  • 23. august: Som led i fase 2: Sprøjtning planlagt i alle 4 berørte lejligheder

Generelt om bekæmpelse


Det er svært, men ikke umuligt, at slippe af med væggelus. Pga. karakteren af vores historiske ejendom med mange sprækker og hulrum er det givetvis en større udfordring end i en ejendom af nyere dato.

Væggelus spreder ikke sygdomme med sig, som f.eks. flåter  eller myg kan gøre med hhv. borelia og malaria.

For at forstå problemet, skal man først forstå væggelusenes natur. Væggelus lever af at suge blod hos mennesker eller dyr. Uden føde (blod) sulter de og dør til sidst. Men de kan leve helt op til et år uden mad. En hunvæggelus lægger 5-7 æg om ugen og i omegnen af 200-500 i løbet af en livscyklus, såfremt fodret. Det tager ca. 10 dage, før et æg udklækkes. For at udryde dem, handler det om enten aktivt (f.eks. ved støvsugning eller gift) eller passivt (dør af sult) at dræbe dem. For at få succes med at udrydde dem helt – også selvom man ikke har set dem i lang tid – skal man være meget disciplineret over lang tid.

Det er essentielt at forstå, at der ikke er nogen enstrenget løsning, forstået på den måde, at man med stor sandsynlighed kun får dem udryddet, hvis der iværksættes en bred vifte af forskellige tiltag. En række af disse tiltag koster ikke penge, men kræver tid og disciplin af beboerne af de berørte lejligheder. Sprøjtning med gift alene får dem ikke udryddet. Her er blot nogle eksempler på tiltag, som er set anbefalet af myndigheder og professionelle skadedyrsbehandlere:
  • Rykke senge ud fra væggene, så væggelus ikke kan kravle direkte fra væg til seng
  • Sikre sengeben, så væggelus ikke kan kravle op
  • Fjerne og ”rengøre” (flere muligheder, f.eks. frysning, vask/dampning ved høj temperatur) unødige møbler og indbo fra inficerede områder
  • Løbende tjekke møbler, tøj, dele af huset for inficerede områder
  • Forsegle sprækker i gulv, vægge og lofter
  • Rengøre, herunder støvsuge dagligt
  • Sprøjte med gift
Det er utrolig vigtigt, at der kommunikeres klart og ærligt mellem lejlighederne og bestyrelsen omkring forekomster og status. På den måde vil vi kunne handle hurtigt på ny information, hvilket er en af nøglerne til effektiv udrydning.

For mere information – med relevans for alle beboere – kan vi henvise til:
  • En dansk hjemmeside om skadedyr, herunder identifikation af insekter LINK
  • En pædagogisk vejledning fra New York City Health LINK
  • En udførlig og videnskabelig Q&A omkring emnet fra Cornell University ifm. uddannelsen Integrated Pest Management Program LINK
Bestyrelsen arbejder på at få en uvildig ekspert tilknyttet, som kan stå til rådighed for bestyrelse og beboere, indtil udrydningen er gennemført. Denne part kunne også være relevant ifm. kvalitetstjek af bestilte skadedyrs ydelser.


Eksempel på, hvorfor disciplineret og langstrakt indsats er nødvendig

Lad os sige, der i ejendommen er 100 væggelus. Sprøjtning tager sig kun af de væggelus, som kommer i direkte kontakt med giften (og antaget, de ikke er resistente) inden for den periode, giften er aktiv. Lad os antage, det udrydder 90. Af de 10 tilbageværende bliver 8 dræbt ved at blive støvsuget, varmet, taget med pincet e.lign. De sidste 2 ligger inde bag et panel, går i dvale og vågner op 6 måneder efter, hvor alle væggelusforanstaltninger i lejlighederne er væk. Det lykkes dem at bide et par beboere over et par uger, og så kan man pludselig have flere hundrede igen. Her ville problemet sandsynligvis kun have været løst, hvis alle eller i hvert fald mange af ovenstående tiltag var blevet fortsat i lang tid efter man sidst havde observeret en forekomst. Dette er med til at illustrere, at en given garanti (som typisk er tidsbegrænset på et antal måneder) efter en væggelusbehandling ikke må betragtes. som at væggelusene reelt er udryddede.


Ansvar for (udførelse af) udrydning

Bestyrelsen har forespurgt administrator om vejledning på området, og svaret er afspejlet i nedenstående.

Ejerforeningen kan kræve, at ejere af en lejligheder, der er ramt af væggelus, for egen regning (se forklaring på det økonomiske nedenfor) sørger for at udrydde disse. Bestyrelsen kan foreslå at hjælpe med bekæmpelsen af disse skadedyr, men har ikke beføjelser til at tvinge ejerne til at være med i en samlet indsats eller til at inddrage ikke-ramte lejligheder i bekæmpelsen. Grunden til, at det er ejerne, som står med ansvaret, er, at disse skadedyr har til huse i de enkelte lejligheder. Andre skadedyr som f.eks. rotter vil omvendt typisk være et ejerforeningsansvar at udrydde, da de lever i kloakken, afløb eller skralderum, som er fællesarealer.

Det er vigtigt at understrege, at bestyrelsen udelukkende kan supportere med koordination på frivillig basis, hvilket netop er det, vi indtil videre har gjort.
 

Ansvar for (betaling af) udrydelse

Udrydelse af væggelus ligger ifølge administrator under indvendig vedligeholdelse. I vedtægterne § 9 fremgår det, at dette påhviler ejeren.

Kan det påvises, at væggelusene evt. har spredt sig fra en ejers lejlighed til andre lejligheder i foreningen, er der mulighed for, at ejeren ligeledes skal bekoste bortskaffelsen af væggelusene i de andre lejligheder.

Bestyrelsen har ad flere kanaler, bl.a. fra de berørte beboere, hørt ønske om, at ejerforeningen skulle helt eller delvist dække denne udgift. De nuværende vedtægter giver ikke bestyrelsen hjemmel til at efterkomme dette ønske, så det har ikke været op til en vurdering fra bestyrelsens side – vi er nødsaget til at følge vores interne grundlov – vedtægterne.

Såfremt der skal åbnes for mulighed for økonomisk støtte fra ejerforeningen til væggelusbekæmpelse, kan der overvejes enten en permanent ordning, som vil kunne blive effektueret gennem en vedtægtsændring, eller en ekstraordinær bevilling. Begge ordninger ville skulle besluttes på en ekstraordinær generalforsamling. Der er fordele og ulemper ved både de nuværende regler og de 2 ovenfor nævnte alternative ordninger, som nøje skal overvejes, inden der evt. laves en ændring.

Bestyrelsen mener, det allervigtigste på den korte bane er at holde fokus på opgaveløsningen, dvs. alle tiltagene, der i og omkring de berørte lejligheder skal hjælpe med udryddelsen, og ikke lade den gå i stå.

Vi kan sagtens se, det er virkelig irriterende og uretfærdigt, hvis man har fået sådan et problem udefra og selv føler, man er helt uskyldig. Men vi må opfordre alle beboere som udgangspunkt til i denne kritiske situation at samarbejde om bekæmpelsen på de gældende vilkår.

De 4 berørte lejligheder har i den koordinerede indsats (fase 2) valgt selv at stå for sprøjtning med gift. Bestyrelsen så hellere, at der valgtes et professionelt firma til denne opgave, da det er den generelle anbefaling, at der anvendes fagfolk. Et af problemerne i Danmark er dog, at der ikke findes nogen certificering til bekæmpelse af væggelus, så derved risikerer man også nemt at hyre folk, som egentlig ikke ved meget om det.
 

Forsikring


Ejendommens bygningsforsikring

Ejendommens bygningsforsikring dækker ikke imod forekomst af væggelus. Det er heller ikke en ydelse, der kan tilkøbes. I policen er angivet ”insekter” som dækket, men det drejer sig kun om typer af insekter, der forårsager skader på selve bygningen, f.eks. borebiller. Således er udbrud af insekter som f.eks. væggelus eller klædemøl ikke dækket.
 

Privat indboforsikring

Det er muligt, at de enkelte beboeres indboforsikring dækker denne type skade, selvom bestyrelsen p.t. ikke har set eksempel på dette. I alle fald kan det anbefales at undersøge denne mulighed hos sit eget forsikringsselskab.
 

Rydning af opgangene D og E

Formelt set må der ikke stå genstande som barnevogne, møbler og tørrestativer i opgangene pga. brandmyndighederne.

I forbindelse med væggelussituationen i lejlighederne mellem opgang D og E mener vi ekstraordinært, at det er nødvendigt med en nultoleranceregel i disse 2 opgange, simpelthen for at minimere risikoen for spredning på tværs af opgangene. Disse genstande kunne fungere som gemmesteder eller midlertidige opholdssteder for væggelus, såfremt de uheldigvis finder vej ud i opgangene. Vi håber på alles forståelse for dette.
 

Informationsmøde

Alle beboere og øvrige ejere i Irgens Gård inviteres til et informationsmøde søndag d. 23. august kl. 17. Mødet holdes i gården. I tilfælde af dårligt vejr holder vi mødet i opgang G.

Bestyrelsen opfordrer alle til at møde frem.

Bestyrelsen er vidende om, at en gruppe beboerne har lavet en underskriftsindsamling, som omhandler bestyrelsens rolle og den økonomiske allokering. Bestyrelsen vil bede en eller flere personer fra denne gruppe om at komme med et indlæg på mødet.

Hertil vil bestyrelsen gerne bemærke, at en mere konstruktiv måde at have samarbejdet om sagen på havde været at henvende sig direkte til bestyrelsen først.

Samtidig vil vi også bede om et indlæg fra en eller flere personer fra de berørte lejligheder for at forklare lidt om status, herunder udfordringer og de planlagte aktiviteter.

Vi foreslår at nedsætte en arbejdsgruppe til væggelussagen for at sikre bred forankring blandt beboerne samt aflaste bestyrelsen, da vi er presset på ressourcer. Den kunne bestå af f.eks. 3 beboere foruden et bestyrelsesmedlem. Det vil være oplagt at få etableret gruppen i løbet af mødet.

Forslag til agenda er:
  1. Historik og baggrund v/ bestyrelsen
  2. Juridisk baggrund v/ administrator
  3. Indlæg fra 4 berørte lejligheder
  4. Indlæg fra gruppen af beboere, som har lavet underskriftsindsamling
  5. Diskussion af fremadrettet proces og nedsættelse af arbejdsgruppe
  6. Evt.
Vi håber på en konstruktiv debat om både den nuværende situation og om, hvordan beboerne og bestyrelsen skal forholde sig over for denne udfordring fremover. Det er en kompleks sag, hvor vi i fællesskab kan drage nytte af alle kloge hoveder.


TURNUS

Vi har i år haft de planlagte vedligeholdelsesarbejder, der skal udføres i år ifølge vores turnusplan, i udbud. Det drejer sig om facade B, C og D mod gården, samt eventuelt gavl B mod gården.

I samarbejde med Sven Felding er det blevet besluttet at vælge Claus Adrian fra Robert Rasmussen, som kom med det bedste tilbud. Dette er vi er rigtig glade for, idet har haft et godt samarbejde med Claus Adrian i gennem mange år.

Arbejdet forventes at starte omkring d. 31. august 2015 og at være afsluttet i løbet af 6 uger.

Mere information følger, når vi har haft møde med Claus Adrian, og den endelige plan for arbejdets udførelse foreligger. For de lejligheder, der berøres af arbejdet, vil der blive mulighed for – for egen regning – at få malet vinduer indvendigt. Det vil evt. være muligt at benytte sig af statens håndværkerfradrag. Mere information om dette vil blive omdelt til de pågældende lejligheder snarest muligt.


HJEMMESIDE

Der er nu lavet et udkast til vores kommende nye hjemmeside. Den forventes at blive lanceret inden for en måneds tid. Den har et nyt format og udseende og er udviklet på standard-freeware-platformen Wordpress, som muliggør nem administration fremadrettet. Indholdsmæssigt har den samme (og nu opdaterede) informationer, som den nuværende hjemmeside, samt nogle yderligere elementer såsom historie og billedarkiv, og der vil komme yderligere til hen ad vejen.
 

ROTTER/MUS

Vi er blevet oplyst, at en nabo tidligere i denne uge observerede en rotte eller stor mus i gården. 

Den havde bl.a. gnavet sig gennem en kompostbeholder, som skulle blive fjernet i dag.

Skadedyrskontoret er blevet kontaktet, og de lovede hurtigst muligt (i denne uge) at komme ud og se på problemet og eventuelt stille nogle fælder op, for bl.a. at konstatere, om det er mus eller rotter, der er tale om, samt søge efter kilden. Kælderkøbmanden i nr. 42 havde for nogle måneder siden mus i sin butik, så det kan være dette problem, som stadig eksisterer.

Vi vil indtil videre bede beboerne om at være observante i forhold til dette, og det anbefales at flytte barnevogne væk fra gården samt sikre, at lågene på vores skraldecontainere er lukket helt i.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i Irgens Gaard
 
Copyright © 2015 Irgens Gaard, All rights reserved.


Want to change how you receive these emails?
You can update your preferences or unsubscribe from this list

Email Marketing Powered by Mailchimp