Copy

Pressemeddelelse

03/02/23

Flere børn, ældre og udsatte skal være del af fodboldfællesskaber

Sønderborg Kommune har forlænget en velfærdsalliance med DBU. Det betyder, at der over de kommende fem år blandt andet skal laves indsatser for børnefodbold, pigefodbold og motionsfællesskaber for ældre og udsatte.
Velfærdsalliancen indeholder fem indsatser. To af indsatserne er Verdens bedste børnefodbold, som skal understøtte fodboldklubberne i at udvikle fodboldmiljøer for børn, samt Udvikling af pigefodbold, som skal give flere piger adgang til fodboldfællesskaber med motion, venskaber og personlig udvikling.
 
Netop fællesskaber, sundhed og inklusion er nøgleordene for velfærds-alliancen, som Sønderborg Kommune og DBU netop har indgået. Aftalen er en forlængelse af den velfærdsalliance, som løb i fire år til og med 2022. Den nye aftale gælder for årene 2023-2027.
 
For Christel Leiendecker, der er formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, er det vigtigt, at alle fem indsatser har fokus på fællesskaber.
 
- Et af formålene er at skabe et fodboldmiljø med glade og sunde børn. Det skal gøres gennem fællesskaber, leg, begejstring og glæde. Oplevelser på fodboldbanen i fællesskaber, der samler og begejstrer, har stor betydning for vores trivsel både som børn og voksne. Derfor er jeg glad for, at de tre udvalg har godkendt den nye alliance, siger Christel Leiendecker. 

To andre indsatser er Motionsfodbold og fællesskab for særlige målgrupper som fx ældre og folk med livsstilssygdomme samt Inklusion i Fodbold-Danmark, hvor formålet er at få fx hjemløse, psykisk sårbare og misbrugere med i positive fodboldfællesskaber.
 
Stefan Lydal, der er formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget, mener, indsatserne kan være et godt supplement til de eksisterende tilbud for socialt udsatte.
 
- Fællesskaber som fodbold kan være med til at skabe positive forandringer for samfundets udsatte. Forskellige udfordringer kan gøre, at man ikke passer ind i klassisk foreningsidræt. Men gennem projekter som Ombold bliver socialt udsatte en del af et sundt og positivt fællesskab, siger Stefen Lydal. 

En af indsatserne i den tidligere velfærdsalliance var at skabe et foldboldfællesskab for socialt udsatte med Ombold. Det medførte blandt andet, at flere hold mødtes til et Omboldstævne i Sønderborg i sommeren 2022.
 
En anden indsats i den tidligere velfærdsalliance var etableringen af fodbold-fællesskabet Fodbold for Hjertet, som er målrettet folk med livstilssygdomme.
 
- De lokale fodboldklubber har i samarbejde med DBU skabt sunde fællesskaber, hvor alle kan være med. Et hold som Fodbold for Hjertet er med til at forebygge hjerte-kar-sygdomme og giver deltagerne fornyet livskvalitet, siger Didde Lauritzen, der er formand for Sundhedsudvalget. 

Den sidste indsats i den nye velfærdsalliance er afvikling af flere futsal-landskampe i Sønderborg samt dertilhørende sideevents.
Fakta:
Sønderborg Kommune skal betale et årligt tilskud til DBU på 99.900 kr. for indsatserne i velfærdsalliancen. Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, Social-, Senior- og Handicapudvalget samt Sundhedsudvalget deler udgiften mellem sig.
 
Velfærdsalliancen understøtter Byrådets Vision og fokusområdet Et godt liv, blandt andet ved at fremme sundhed og trivsel. Velfærdsalliancen er desuden i tråd med Idræts- og Fritidspolitikken, Sundhedspolitikken samt Socialpolitikken.
Kontaktinformation:

Christel Leiendecker
Formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab
Tlf. 27 90 39 89
 
Stefan Lydal
Formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget
Tlf. 27 90 37 18
 
Didde Lauritzen
Formand for Sundhedsudvalget
Tlf. 27 90 39 99
 
Morten Skovmand Fogh
Chef for Kultur, Idræt & Fritid
Tlf. 20 67 41 44

Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg
Copyright © 2023 Sønderborg Kommune
Website
Facebook
LinkedIn
YouTube






This email was sent to <<Email>>
why did I get this?    unsubscribe from this list    update subscription preferences
Sønderborg Kommune · Rådhustorvet 10 · Sønderborg 6400 · Denmark