CO2-regnskabet for Sønderborg Kommune som virksomhed viser en reduktion på 66 procent
|
|
Det nye fjernvarmeværk i Havnbjerg har haft en væsentlig betydning for den grønne omstilling i Sønderborg Kommune og for kommunens CO2- og energiregnskab som virksomhed for 2021. Resultatet blev en reduktion på 65,7 procent i forhold til 2007.
|
|
Sønderborg Kommune som virksomhed har de seneste 12 år arbejdet hårdt med grønne indsatser, og udvidelsen af fjernvarmenettet de sidste år har betydet, at den grønne omstilling nu betyder en stor reduktion af kommunens CO2-aftryk.
Det glæder Asger Romme Andersen, der er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
- Sønderborg Kommune skal som virksomhed gå foran med et godt eksempel, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi kan fremvise så flot et CO2- og energiregnskab. Rigtig mange kommunale bygninger er blevet konverteret fra naturgas til fjernvarme, og vi har over årene fra 2007 til 2021 haft en reduktion i det totale energiforbrug på 32 procent, siger Asger Romme Andersen.
I de sidste par år er antallet af kommunale bygninger, der forsynes med naturgas, blevet reduceret i takt med, at fjernvarmeselskaberne har udvidet deres forsyningsområder. Antallet af bygninger med naturgas er gået fra 99 til 48. Flere af de resterende bygninger er blevet energioptimeret.
Frem mod 2024 vil yderligere 16 kommunale ejendomme blive konverteret fra naturgas til fjernvarme, og der kommer flere til med udpegningen af nye forsyningsområder i den opdaterede Varmeplan, som er blevet godkendt af Byrådet i november.
- Vi ser derfor frem mod yderligere fald i CO2-aftrykket for kommunen som virksomhed. Det næste delmål er at opnå en reduktion på 75 procent i 2025. Det er nu inden for rækkevidde. Men vi er selvfølgelig ikke i mål endnu, og derfor skal vi i de kommende år have ekstra fokus på energiforbruget og CO2-aftrykket i de kommunale bygninger, siger Daniel Staugaard, der er næstformand i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Det samlede resultatet i 2021 i forhold til 2007 var en reduktion på 65,7 procent for Sønderborg Kommune som virksomhed. Der er flere faktorer, der har påvirket årets resultat. Sønderborg Forsynings nye fjernvarmeværk i Havnbjerg havde en væsentlig positiv betydning. Desuden har færre kommunale bygninger påvirket regnskabet positivt, da der derved var et mindre forbrug af el og varme. Derimod var 2021 et koldt år, og derfor har Entreprenørafdelingen brugt mere brændstof til udførelse af vinterbekæmpelse.
Reduktion på 65,7 procent i 2021 følger godt op på resultatet for 2020, hvor en vigtig milepæl blev nået, da delmålet om 50 procent reduktion blev opfyldt for kommunen med et resultat på 62,9 procent.
Man kan læse mere om Sønderborg Kommunes CO2- og energiregnskab for 2021 på dette link:
Dokumentvisning (sonderborgkommune.dk)
|
|
Kontaktinformation:
Udvalgsformand Asger Romme Andersen
Tlf. 27 90 37 22
Næstformand Daniel Staugaard
Tlf. 51 22 23 54
Kathrine Klærke
Chef for Stab, Byggeri og Infrastruktur
Tlf. 27 90 51 31
Sønderborg Kommune
Rådhustorvet 10
6400 Sønderborg
|
|
|
|
|
|