Copy
Nyhedsbrev for medlemmer og medarbejdere i Fountain House København
Læs denne mail i din browser

Velkommen til Fountain Houses nyhedsbrev april 2020


Kære allesammen, medlemmer og medarbejdere

Nyhedsbrevet skal ud, i regn og slud, og også under pandemier. Vi håber inderligt, at I alle har det godt, og at I får det bedste ud af situationen. Det har vi i øvrigt nogle indspark til i løbet af nyhedsbrevet.

Vi begynder med at annoncere en ny mulighed for kontakt online. Her kan I chatte og føre videosamtaler med hinanden. Måske det bedst mulige plaster på såret i denne nedlukningstid.

Herefter følger tanker og refleksioner fra Mogens og Maria. Og Nikolaj fortæller om en tur i skoven. Den kom der en sang ud af, som vi naturligvis linker til.

Medarbejderne i alle enheder har skrevet en personlig hilsen med opdaterede informationer om aktiviteter og muligheder for kontakt.

I den kommende uge tilbyder Køkkenet take away. Og Bettina fra Fontana inviterer til afstandsgymnastik på parkeringspladsen. Coffee to go er der stadigvæk. For nu blot at nævne nogle initiativer. Det er ikke så lidt, Fountain House har stablet på benene, på de betingelser, der nu ulykkeligvis gælder for tiden. Det er der grund til at glæde sig over.

Til slut har vi i dette nyhedsbrev en samling af links. Først nogle gode råd til, hvordan du kommer godt igennem Coronakrise og nedlukning og holder humøret oppe. Derefter nogle sider med både underholdning og bevægelse.

God læselyst!

Ingolf & Christian
Kontoret

Indhold

Ny online chat og video for medlemmer af  Fountain House

Vi ved godt, at denne periode er en udfordring for mange medlemmer, og mange af jer fortæller også, at det er vanskeligt at undvære det sociale fællesskab.  Et lille plaster på såret kunne være at mødes med andre medlemmer på din computer. Mange andre end os har skabt den mulighed, og erfaringerne er mange og gode.

Det kræver, at du følger den vejledning, som Jacob har lavet og at du så tager kontakt til andre, som du så kan mødes med på din computer.

Vi ved godt, at isolation og ensomhed ikke er godt for nogen, og nu er der mulighed for at tale med andre Fountain House-medlemmer. Vi håber, at I vil være med til at udvikle dette virtuelle fællesskab.

Vi håber, I vil lade fantasien være med til at finde aktiviteter på denne måde. Andre steder, hvor virtuelle netværk har virket i længere tid, er der bl.a. erfaringer med fælles frokoster: ”Hvem kan lave det flotteste stykke smørrebrød?”. Andre har lavet filmklubber, hvor alle ser den samme film, og filmen så drøftes i netværket, når alle har set filmen. Mulighederne er mange.

Huset udlover 5 kaffekort til den gruppe på 5, der gennemfører og fortæller os andre om deres første møde på Facebook.

Hvis det kniber med at få styr på teknikken, så skriv til Jacob på jjhh@fountain-house.dk.

PS: Tanja J. fra Kontoret sidder klar til at chatte med jer mandag, d. 30. marts kl. 11. 

Mogens

Marias Hjørne


Kære medlemmer og medarbejdere i Fountain House

På ingen tid er hele verden forandret – eller sådan virker det i hver fald. Mange ting er jo faktisk de samme, men vores hverdag ser helt anderledes ud, det er fælles for os alle sammen, og det er ikke så nemt. Det kræver virkelig noget at få skabt en helt ny struktur.
Det er svært at være et medlemshus uden medlemmer, og det er svært at skabe fællesskaber, når vi alle skal holde fysisk afstand. Jeg tænker virkelig på, hvordan I mon alle sammen klarer jer igennem det her.

I skal vide at det er lige så vigtigt for os, som det plejer, at være tilgængelige for jer medlemmer og give støtte og opmuntring – selv om det er gennem telefon, mail, sms og fjernundervisning.

Jeg ved, at mange medlemmer har kontakt til medarbejderne, og det er dejligt at tænke på, at de relationer, I har, kan bære, at vi lige nu sejler i ukendte vande. Jeg vil kun opfordre til, at du rækker ud, hvis du har det skidt.
Der findes mange gode råd på nettet til, hvordan du bedst kommer igennem den næste tid, og vi deler også nogen i dette nyhedsbrev. Heldigvis er foråret ligeglad med corona, og et af de gode råd er jo netop at komme ud og nyde det. Det har jeg selv haft brug for. På billedet her med Molly i Dronningmølle.

Måske kan det minde os om, at naturen går sin gang, og at der vil være en tid efter corona, hvor vi er retur i Teglværksgade, som vi plejer.

Vi skriver på hjemmesiden, så snart der er udsigt til at åbne op igen. Indtil da pas godt på jer selv.


Maria

I en nedlukningstid: En sang med hjem fra skoven


Sangen her er skrevet godt og vel en uge inde i Danmarks nedlukning. Det blev til en spontan tur i skoven og en sang med hjem.

Med et stort, nok kollektivt følt, chok som følge af nedlukningen og de alvorlige omstændigheder i Verden og Danmark, er det gået i bølgegang for mig især i starten af "isolationen". Heldigvis er jeg som regel produktiv kreativt og finder et utrolig godt frirum i det arbejde. Et frirum hvor jeg kan fordybe mig og hvor verdens situation ikke føltes nær så overvældende, som jeg ellers syntes især i begyndelsen.

Nu er vi snart to uger inde i vores "nye liv". Og det slår mig, hvor forandringsduelige vi trods alt som mennesker er. Jeg ved af erfaring med alvorlig psykisk sygdom, hvor vitale strukturer og sociale tilhørsforhold er for at øge ens livskvalitet, og for at hverdagen hænger sammen.

Jeg ved, at vi finder veje sammen helt naturligt også i denne tid, med hver vores strategier og "undtagelsesstrukturer". For mig selv, er jeg måske indtil videre med større tydelighed blevet klar over, hvor vigtig det at være kreativ er for den, jeg er. På den måde er denne tid måske også en tid, hvor jeg kan stille skarpt på, hvad der er vigtigt for mig, og måske gribe chancen til at lave nye strukturer efter de erkendelser. Det er værd at håbe på, synes jeg.

Med varme forårshilsner og gedigen gensynslængsel


Nikolaj
Medlem i Kontoret


Sangen kan høres
her.

Gode venner er godt at have – især i disse tider


Coronavirus har sat alt andet i baggrunden – det har i hvert fald for en tid ændre vores liv. Vi oplever alle konsekvenser og ubehag, og det berører ikke bare medlemmer af Fountain House, det berører også medarbejderne, os alle sammen og vores familier.
 
Vi kan kun gætte på, hvor længe denne situation fortsætter, men vi kan planlægge og aftale, at vi vil hjælpe hinanden og være i kontakt med hinanden, og det vil jeg gerne hjælpe med, at vi kan realisere.
Jeg selv forsøger at begrænse strømmen af nyheder om alle de katastrofale udviklinger og tal. Jeg prøver at koncentrere mig om det, jeg kan gøre noget ved. Jeg øver mig i at holde pauser fra sociale medier, selvom jeg ikke er god til det. Jeg prøver at tale med de mennesker, jeg møder – naturligvis på afstand, og jeg tilbyder min hjælp, hvor jeg kan se, der er nogen, der har brug for den. 
 
Jeg har måttet tage mig sammen og huske at bevæge mig. Min træning stoppede over night, men nu har jeg endelig efter mere end en uge fået sat gang i cykling og træning. Jeg går jævnligt med min ven og vores hunde ved Bagsværd Sø, og alt det er vigtigt for strategi for at komme igennem denne periode.
Måske du gør noget helt andet og har aktiviteter, der bedre passer dig, men jeg tror bare, at det er vigtigt, at vi alle ikke er for meget alene. Så min opfordring er, at vi alle skal opsøge de fællesskaber, der er derude. Nogle vil kunne bruge de virtuelle, SoMe og mere tekniske, og andre vil sikkert finde de menneskelige relationer mere gavnlige – men lidt mere på afstand.

Peer-linjen er et fantastisk initativ med en lille touch af Fountain House
Jeg har talt med et af husets medlemmer, Stine Hellerup Brøndum, som har stiftet Peer-linjen sammen med Pernille Dahl Nielsen, og hun vil gerne gøre opmærksom på, at I alle kan gøre brug af Peer-linjen, hvor mennesker med erfaringskompetence stiler deres viden og erfaringer til rådighed for andre psykisk sårbare og deres familier. 
Stine beretter for mig, at Peer-linjen er kommet godt i gang og med initiativet håber hun, at hun og Peer-kollegaerne kan være med til at gøre en forskel i den vanskelige situation, som mange er i lige nu.

Jeg spurgte Stine: Oplever i et stort pres på linjen, og kan du sige noget om, hvordan I kan hjælpe dem der ringer ind til jer?

Stine:
Vi oplever en meget stor interesse for vores nye Peer-linje. Både fra mennesker med psykisk sygdom og fra pårørende. Vi oplever også en stor interesse fra kommuner, regioner og organisationer. Så vi håber derigennem at få rigtig mange, der vil booke en samtale. 

Vi oplever at dem, der booker en samtale fx gerne vil tale om, hvordan man holder struktur og hvordan man tackler angst. Og så handler samtalerne jo om alt muligt mellem himmel og jord. Når vi starter samtalen finder vi sammen et fokus for netop denne samtale. 

i hjælper med en støttende samtale, vi har ikke løsningerne, men vi sparer, spejler og guider. Og vi guider også videre til andre tilbud, hvis der er behov for det. Det særlige er jo, at vi alle har erfaringskompetence og folk er rigtig glade for at tale med en ligesindet. 


Vi har erfarne peers klar alle syv dage mellem 12-18. Man booker en samtale på vores facebookside. Som også er en side, hvor vi mødes og finder fællesskab.  

Vi har et stærkt og dejligt team af meget erfarne peers og vi får mange henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe. Vi har en venteliste.

Vi har også en pårørendekonsulent med og så har vi lige fået en dygtig superviser, så vi kan klare de dilemmaer som opstår. 


Rotary er klar med både advokathjælp og Coffee to go
Vores venner i Rotary København Nord har igen vist sig som nærværende og tilstede, når der er brug for hjælp.
 
Vi var ikke mange dage henne i denne lukningsperiode, før Rotary donerede 3000 kr., som sikrer, at vi kan gennemføre Coffee to go inkl. smurte rundstykker, som vi serverer ud af vinduet mandag, onsdag og fredag mellem kl. 10 og 12. Det er betydningsfuldt for de medlemmer, der har behov for at komme ud af boligen og på afstand mødes med andre medlemmer af huset. Der er taget godt imod tilbuddet, og der er nærmest opbygget en gruppe stamkunder. Heldigvis dukker der også nye ansigter op. Jeg har oplevet mange anerkendende ord fra medlemmerne, som bl.a. siger, ”at det er en god følelse, at der er andre der tænker på en”.
 
Advokathjælp eller juridisk bistand
Er der medlemmer, som kommer i juridiske problemstillinger i den kommende tid som følge af Coronavirus, så stiller en af husets gode venner, også fra Rotary, advokat Nikolaj Juhl Hansen op. Der er oprettet et hotline-beredskab. Så hvis I skulle have brug for advokat eller juridisk bistand i forbindelse med den situation, vi er i lige nu, så kontakt mig, og jeg koordinerer med Nikolaj Juhl Hansen. 
 
Jeg spurgte Nikolaj om: Har der været brug for jeres tilbud? ”Indtil videre en enkelt”, fortalte han. ”Det drejer sig om samværsregler og aftaler omkring børn i denne tid.”
 
Oplever I generelt, at der er mange mennesker, der kommer i klemme pga. af den situation vi er i?
 
Nikolaj:
Der er mange virksomheder, der har fået vendt op og ned på deres forretning. Nogle er gået til 0 på få dage. Hjælpepakkerne støtter, men der er stadig mange flere end normalt, der mister deres arbejde. Det tror jeg desværre fortsætter efterhånden som nogle virksomheder begynder at bukke under. Og så går det – igen, fristes jeg til at sige - særligt hårdt udover de ensomme og skrøbelige i vores samfund. Det favner dog bredt og kommer fx også til at gøre ondt på boligmarkedet, hvor renterne også stiger, så boligejere med korte flexlån kommer til at sidde meget dyrere i det. Så der er en del, der vil opleve økonomiske udfordringer – men på den anden side oplever jeg også en enorm hjælpsomhed og sammenhængskraft, så måske er der også positive sider af dette. Jeg tror, det kommer meget an på hvor længe det varer. 
 
Jeg vil meget gerne anerkende den støtte og hjælp vi igen oplever fra Rotary København Nord, der om nogen lever op til Rotarys motto ”Service above self”. Tak for det!
 
Mogens

Mobil: 40 31 02 10
Mail:
 mseider@fountain-house.dk

Kantinen tilbyder take away onsdag, d. 1. og fredag, d. 3. april

I den kommende uge kan du købe køkkenets gode mad med hjem onsdag og fredag i tidsrummet kl. 11-12.

Maden afhenter du ved vinduet. Da kontanter kan være smittebærere, er det kun muligt at betale med MobilePay.

Maden er kold og skal varmes op derhjemme fx til aftensmad. Vi har valgt at gøre det sådan på grund af de særlige hygiejneforskrifter pt.

Onsdag: Gulerod appelsinsuppe med groft brød og ristede græskarkerner - 15 kr.

Fredag: Kylling i rød carry med grøntsager,  brød og kokosknas - 30 kr.

Så du har et nemt lækkert måltid til derhjemme. Velbekomme!

PS: Når du henter din mad, har du også mulighed for at få rørt dig lidt: Bettina fra Fontana laver afstandsgymnastik man-, ons- og fredag kl. 10.30 på parkeringspladsen.

Bogstøtten

Kære Bogstøttemedlem
 
Så bytter vi snart kalendermåneden ud med april, og inden det sker, har vi allerede fået en forlængelse af nedlukningen af Danmark, og dermed også en nedlukning af Bogstøtten frem til efter påske.

NB: Kontakt til medarbejderne, mens der er forlængelse af nedlukningen af Danmark
Vi fortsætter stadig med at tilbyde vejledning og støtte til jer via mail og telefon eller i en kombination i den næstkommende tid. Flere benytter sig allerede af muligheden, men det er vigtigt at understregeat tilbuddet er til alle medlemmer af Bogstøtten, så hold dig ikke tilbage.

Vores ønske er at fortsætte med at vejlede og støtte alle Bogstøttens medlemmer, mens forlængelsen af nedlukningen af Danmark står på. Det vil fortsat være fra mandag – fredag ml. kl. 10-14, at vi vil besvare jeres mail. Bogstøttens mail er som altid:
 bogstoetten@fountain-house.dk.

Skulle I have brug for at blive ringet op, så send venligst en mail til Bogstøttens mail og I vil høre fra én af os.

Ringelisten – begynd dagen med et opkald eller en sms fra en Bogstøttemedarbejder 
Husk, at det stadig er muligt at komme på ringelisten og at blive ringet op om morgenen eller få en sms – skriv dit navn og telefonnummer til Bogstøttens mail, og du vil blive skrevet på ringelisten, det vil være fra kl. 10.00, vi kontakter dig.

Påsken i Bogstøtten – åbent og ferieafvikling for medarbejderne
Vær opmærksom på, at der i dagene op til påsken fortsat vil være mulighed for at komme i kontakt med en medarbejder fra mandag d. 6. april til onsdag d. 8. april, men vi er på nedsat blus, det vil være Helle og Sofie, som er tilgængelige i de dage. Martin og Anna har nemlig ferie fra mandag d. 6. april – tirsdag d. 14. april. Helle har ferie i ugen efter påsken, hvor det vil være Sofie, Martin og Anna, der er i Bogstøtten.
 
Vær også opmærksom på, at i helligdagene i påsken er Bogstøtten helt lukket fra torsdag d. 9. til og med mandag d. 13. april, derefter håber vi meget på, at vi kan få åbnet Bogstøtten igen fra tirsdag d. 14. april.
 
Vi sender jer alle mange gode tanker og glæder os til snart at kunne ses igen.
 
Med venlige virtuelle hilsner
 
Martin, Helle, Anna og Sofie 

Jobstøtten

Ligesom alle andre enheder mødes vi ikke i Jobstøtten pt. pga af Corona. Vi kommunikerer via vores lukkede facebookgruppe "Jobstøtten for BS'ere". Her deler vi normalt alt, der kan være relevant i forhold til de temaer, vi har på programmet om torsdagen, der lægges referater ud fra hver gang, der deles interessante links om alt, hvad der har med jobsøgning at gøre. I denne tid bruger vi den også til at høre hvordan hinanden har det, noget vi ellers normalt gør ved det personlige fremmøde. Det er rart at vi kan nå ud til hinanden på denne måde.
 
De mange krav der normalt er til en når man er jobsøgende er på pause ligesom resten af Danmark. Alle møder i Jobcenter, og A-kasse er aflyst. Det giver lidt ro. Som ledig får man den periode, som Danmark er lukket ned i, lagt til sin dagpengeperiode. Det er en af regeringens hjælpepakker. Det er jo nærmest umuligt at få et job lige i disse dage,hvor alt udskydes eller aflyses, og fremtiden ser usikker ud for mange virksomheder.   
 
Flere i gruppen har udtrykt, at det er rart, at tempoet er sat lidt ned. Kriser er ofte grobund for forandring. Tænk hvis vi på den anden side af Coronakrisen kunne få lov at bevare roen og muligheden for fordybelse?
 
D. 1. april har Jobstøtten en online workshop med Julia Miljevic Jacobsen. Workshoppen omhandler uopfordrede ansøgninger/CV/jobsamtale, hvor deltagerne får individuel sparring på deres materiale. Det glæder vi os til.
 
Vil du vide mere om Jobstøtten, skriv til:
 henriette@fountain-house.dk
 
Henriette

Fontana

Hej alle Fontana’er

Hold nu op hvor vi savner jer!
 
Vi mangler at høre jer synge og høre jeres fede musikalske toner fra musikrummet, at se jeres vilde tegninger, der bliver malet, og opleve jeres fantastiske figurer og former, der bliver kreeret . 
 
Det er en meget underlig tidslomme at være i.  Vi håber at ved at holde afstand nu og et stykke tid frem, at vi kan vende tilbage til Fontana og være sammen igen.


Det næste stykke tid, vil vi fortsætte med, hvad vi laver. Dvs. Christian skriver dagens besked og muligvis en omgang bingo igen. 
 
Bettina vil instruere i puls og strækøvelser og nice moves for alle interesserede. Det sker på parkeringspladsen uden foran huset. Der vil selvfølgelig blive holdt god afstand! Det bliver hver mandag, onsdag og fredag, kl. 10.30 (dog ikke fredag d. 3. april.) – samme dage som Coffee to go.

De bedste og kærligste hilsner 
 
Bettina og Christian 

Kontoret

Selvom at vi er langt fra hinanden og ikke kan sidde og sniksnakke fra hver vores computer og skabe en god stemning,når vi sidder og dedikerer os i arbejdet på kontoret på 1.sal, så sørger vi stadig for, at nyhedsbrevet kommer ud. Medlemmer og medarbejder på kontoret samarbejder om, at nyhedsbrevet kommer ud til tiden. Selvom vi ikke kan have nærkontakt, kan vi maile og ringe for at løfte denne opgave. Det er så skønt at se, hvordan vi i denne tid kan arbejde sammen, og løfte tingene i flok. Som medarbejder på kontoret varmer det at se, hvordan medlemmer og medarbejder på kontoret, stadig formoder at løfte denne opgave.

Jeg ved, at huset rummer en masse kreative mennesker med en hel masse kompetencer, og det kan være at du er en af dem, der har lyst til at dele dem med andre. Du er velkommen til at dele dine tanker, en sang eller tage et stemnings billede af, hvad du får tiden til at gå med i denne tid, og dele den på vores Facebook. Måske ville vi kunne inspirere hinanden i denne tid.

Jeg glæder mig til at se alle i huset igen, og at huset og kontoret bliver fyldt op med latter og spas. Indtil da vil jeg så vidt muligt være i huset mandag, onsdag og fredag, hvor jeg vil servere kaffe og hygge snakke med dem, der kommer forbi.

Husk at du hver dag mellem kl. 10.00 og 14.00 kan ringe eller skrive på nummeret  61 43 98 51 for direkte kontakt til Tanja J.

Pas rigtig godt på jer selv og hinanden.

Tanja J

Køkkenet

Ingen røg i køkkenet:-) Vi savner duften af god mad, lyden af rare samtaler og det pulserende liv i huset.
 
I tiden indtil vi ses igen, er vi i huset indimellem. Her ordner vi praktiske ting som oprydning og administrative opgaver.Vi er også igang med spirer til tomater, solsikker, chilier og meget mere.Desuden hjælper vi mandag, onsdag og fredag formiddage med coffee-to-go fra cafeen.
 
Husk at gøre brug af muligheden for at skrive til os på mail:
 kokken@fountain-house.dk eller ring på hovednummeret mellem kl.10.00 og 14.00 for at få vores mobilnumre.
 
Bedste hilsner fra 
 
Henning og Tanja

Café Grums

Hej alle sammen!!!
 
En STOR hilsen fra Cafeen!!! Morten og Tannie sender en masser hilsner og tanker til jer alle sammen!!! Vi glæder os til at ses igen, og håber, I alle har det godt!
 
Sidste nyt fra cafeen er, at Morten knokler med renovering af cafeen og rydder op. Nogle af jer har måske kunnet se ham i gang, hvis i har fået en kop ”coffee to go” ud af vinduet. Vi glæder os til at nyde resultatet, når hverdagen starter op igen.
 
Tannie arbejder hjemmefra. Hun har cafeens mobil med hjemme. Hun holder kontakten med jer, så hun har allerede talt med en del af jer cafémedlemmer og skriver og svarer mails. Hun er ved mobilen kl.10-14 på 40 44 09 19. Så ring, skriv eller send en sms. Tannie er frisk på en mobilsnak med en kop ”coffee to stay at home”.
 
Vi glæder os, til vi ses igen til vores dejlige hverdag, som vi savner!
 
Morten og Tannie

Værkstedet

Stille maskiner i værkstedet
Der er stille i værkstedet, alt for stille. Vi glæder os til, at vi kan larme sammen med jer igen:-)
 
Carsten går og ordner Bogstøttens terrasse, så den er Sommerklar. Jeg selv er i fuld sving med at gøre klar til opstart af NADA. 
 
Kontakt:
 mia@fountain-house.dk eller på Messenger. Eller 
Tannie fra caféen på tlf: 40 44 09 19 mellem 10 og 14. 
 
Pas på jer selv! 
 
Mia

Aftenskolen

Tilbud fra Aftenskolen til ALLE: 
 
Læg mærke til opslag på Facebook fra Aftenskolen. Der tilbydes løbende online aktiviteter for alle – ikke kun tilmeldte kursister. I torsdags og på torsdag d. 2. april er der Online Yoga med Krystyna. Og der bliver også mulighed for noget dans med Maj-Britt. 
 
Aftenskolens debatarrangement med Lars Sørensen om SKAM, der skulle have været afholdt d. 19. marts, er indtil videre udskudt til en endnu ikke fastsat dato. Den nye dato udmeldes, så snart der er mere klarhed over, hvor længe nedlukningen af Danmark kommer til at vare.
 
Henriette

Links: Gode råd og inspiration


For mange personer kan det være en udfordring, at mange af de vante rammer i samfundet er ændret under COVID-19 epidemien. Det kan påvirke ens livskvalitet og trivsel. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet 11 gode råd til, hvad man kan gøre for at fastholde og styrke sin egen trivsel og mentale sundhed. 
https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/Gode-raad-til-trivsel-og-mental-sundhed

Angst eller bekymret for Corona. Sådan kan du hjælpe dig selv eller andre. Psykiatrifonden giver fem gode råd.
https://www.psykiatrifonden.dk/nyheder/2019/angst-eller-bekymret-for-corona-sådan-kan-du-hjælpe-dig-selv-og-andre.aspx

Har du brug for nogen at tale med uden for Fountain Houses åbningstider?
Peer-linjen er et team af mennesker med erfaringskompetencer, der stiller deres viden og erfaringer til rådighed for andre psykisk sårbare og deres familier. Mange har glæde af at tale med en ligesindet om angst og usikkerheder eller noget helt tredje i denne krisetid.

Erfarne peers er klar alle ugens syv dage mellem 12 og 18 og tilbyder støttende samtaler. Peer-linjen sparer, spejler og guider – og guider også videre til andre tilbud, hvis der er behov for det. Du booker en samtale på Facebook, som også er en side, hvor du kan finde et virtuelt fællesskab. 

SIND’s Landsdækkende Telefonrådgiving tilbyder gratis og anonym hjælp alle hverdage kl. 11-22 og søn- og helligdage kl. 17-22. Ring 70 23 27 50 for at få hjælp.
 
Er du løbet tør for ideer?
Dagene kan godt blive lange i denne tid. Christian fra Fontana anbefaler her forskellige sider med både underholdning og bevægelse.
 
Hvis I nu sidder og keder jer, alle serierne er set, og ideer til nye YouTube-videoer er løbet tør, så vil jeg lige anbefale en dokumentar der hedder ”King Of Kong: A fistful Of Quarters”:

https://www.youtube.com/watch?v=4zhMlFOyZvQ

Foretrækker man at blive inde, kan man jo deltage i en omgang morgengymnastik med Barthelot:
https://youtu.be/T7Qder3omG4 

Hvis det ikke lige skulle have interesse, kan man jo følge på sin Danmarkshistorie. Linket er til små historiske videoklip fra hele Danmark: 
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film 

Hvis I som jeg har lyst til at fortsætte denne stime af vanvid kan I se denne video med Holger Bech Nielsen. Han ved voldsomt meget om partikler og fysik. Alle elsker Holger!
https://www.nbi.ku.dk/sciencexplorer/foredrag/holger_bech/video/

Fik man ikke lige fat i, hvad det var hun sagde, kan man læse eller genlæse den her:
http://kongehuset.dk/nyheder/laes-hm-dronningens-tale-til-befolkningen

Der er allerede konspirationsteorier på nettet, som hævder, at der mangler en del af talen. Pålidelige kilder siger, at hvis man lytter godt efter, til sidst, lyder det hen ad: ”Mine tanker går til hver enkelt her i landet med ønsket om håb og fortrøstning og godt mod – se flere Kung Fu film”. Jeg skal ikke være dommer, om det passer eller ej, men for en sikkerheds skyld smider jeg her et link til et hav af trælår og håndkantsslag😊
https://youtu.be/2juVV9kwpbo

Copyright © 2020 Fountain House København.


Afmeld nyhedsbrev 

Email Marketing Powered by Mailchimp